De svømmende kontinenter
Siden man fik tegnet de første verdenskort, har mange mennesker studset over den påfaldende lighed, der på kortet er mellem konturerne af Afrikas vestkyst og Sydamerikas østkyst.
Alligevel vakte det ringe tiltro men tværtimod megen modstand og latterliggørelse, da den tyske forsker Alfred Wegener i 1912 fremsatte den fantastiske hypotese, at dette måtte skyldes, at et urgammelt fælleskontinent var revnet og delene drevet til hver sin side - Afrika mod øst, Amerika mod vest. Wegener underbyggede sin hypotese med en række iagtagelser, som bedst kunne forklares gennem hans hypotese, men der var her kun tale om belæg, ikke om bevis.
Først længe efter Wegeners død hævede diskussionen, om Wegener havde ret eller var en fantast, sig over de rene spekulationers niveau. Dette hang sammen med, at måleteknikken efterhånden muliggjorde kortlægning af hidtil uobserverbare fohold, herunder bl.a. en detaljeret kortlægning af Atlanterhavets bund, hvilket afslørede uventede forhold.
Det endelige bevis for, at kontinenterne stadig bevæger sig i forhold til hinanden, blev omsider leveret, da det i de seneste år er blevet muligt ved forfinet laserteknik at måle meget små afstandsforandringer over store afstande, især da det blev muligt at inddrage satelitter i dette arbejde. Og det er ikke blot det amerikanske og det afrikanske kontinent, der bevæger sig; hele jordoverfladen kan opdeles i et antal større og mindre plader, der alle "svømmer rundt".
Det næsten århundrede lange arbejde med Wegeners dristige hypotese er ikke blot et eksempel på sammenhængen mellem teoriarbejdning og målemuligheder. Det er også en dramatisk illustration af, hvordan et Kuhn'sk paradigmeskift kan forløbe, og således et lærestykke i en generel naturvidenskabelig arbejdsmetode.
Foredraget er gennemillustreret.
Foredragstider:
Torsdag 19/4 - eftermiddag
Torsdag 19/4 - aften
Fredag 20/4 - formiddag
Fredag 20/4 - eftermiddag
Lørdag 21/4 - eftermiddag
Lørdag 21/4 - aften
Forelæsere:
Emeritus Niels O. Fruensgaard
Aalborg Universitet
Sted: Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark, Sjælland, Hovedstaden
Fagområde: Natur og univers
Målgruppe: Børn, Unge, Voksne
Varighed: 1 time

