Ret og identitet

Ret kan opfattes som udtryk for retfærdighed. Eller måske som et mindre vellykket forsøg herpå. Eller som et stykke teknik til at regulere samfundet.

Ret kan imidlertid også ses som et udtryk for identitet. Love vedtages for at markere hvem vi er og hvem vi ikke er, og normer eksisterer for at adskille os fra andre. Når vi i Danmark fik et forbud mod forhånelse af religiøse mindretal sidst i 1930’erne kan det ses som en måde at forsøge at skabe et retfærdigt samfund på: Her skal ingen forhånes. Eller det kan ses som en måde at regulere: En adfærd vi ikke ønsker, gøres strafbar, med den indbyggede forestilling at straf har en afgørende indflydelse på menneskers adfærd. Bestemmelsen kan imidlertid også ses som en måde at markere identitet på: Vi danskere er ikke tyskere og i hvert fald ikke nazister.

Og 00’nes forsøg på at afskaffe bestemmelsen kan ses som et spørgsmål om identitet. Nu er det ikke længere tyskere, vi definerer os ud fra og i modsætning til. Nu er ”vi” ikke muslimer eller som i de arabiske lande, hvor ”de” tager blasfemi og forhånelser meget alvorlige. Her er vi frisindede og afslappede.

I foredraget vil jeg gå ud fra den opfattelse, at det er en nødvendig del af menneskets sociale natur at operere i grupper med normer, der adskiller grupperne fra hinanden. Dette giver problemer, fx i relation til menneskerettigheder, der angiver at være universelle og derfor kommer i en vis modsætning til forskellig identitet. Også ret som en teknisk løsning af samfundsmæssige problemer bliver problematisk, ikke mindst i forbindelse med ”eksport” af ret til bistandsmodtagerlande.

I foredraget vil jeg se lidt nærmere på det formentlig stigende behov for grænsemarkering mellem forskellig identiteter: Jo mere verden bliver globaliseret, desto større behov for at markere tilhør og forskellighed, hvilket i høj grad kommer til udtryk i normer og love.

Fokus og vinkling kan i øvrigt aftales nærmere.