Kunstig intelligens - på skolen

Kunstig intelligens - på skolen

Kunstig intelligens kan genkende og skelne lyde fra hinanden. Med Forskningens Døgns skoleforløb for 4.-6. klasse undersøger eleverne, hvordan kunstig intelligens virker, hvad den kan bruges til, og hvor klog en kunstig intelligens egentlig er.

Læringsforløbet arbejder med lyd, kunstig intelligens og dataindsamling i et 2 x 45 minutter langt forløb i natur og teknologi på skolen. Eleverne laver deres egen lydregistrering og anvender, tester og træner en kunstig intelligens i at sortere lydkilderne på optagelserne.

Om forløbet

Med en specialudviklet app kortlægger eleverne lydkilderne omkring skolen. Gennem en række aktiviteter undersøger eleverne, hvordan en kunstig intelligens kan genkende og adskille lyde fra hinanden, og de er selv med til at træne den kunstige intelligens i lydgenkendelse. Aktiviteterne giver eleverne mulighed for at gøre sig praktiske erfaringer med at anvende teknologi som værktøj til at indsamle data. De bruger deres egen lydundersøgelse til at undersøge, hvordan en kunstig intelligens virker, for at blive klogere på, hvad kunstig intelligens kan bruges til – og hvad den ikke kan bruges til.

Opgaver og lærervejledning

Materialet vil kunne hentes her på forsk.dk i uge 19. Det indeholder alt, hvad du som lærer har brug for for at kunne gennemføre forløbet.

Materialet udvikles i et samarbejde mellem Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet og Forskningens Døgn.

Lyden af Danmark

Elevaktiviteterne tager udgangspunkt i det landsdækkende forskningsprojekt Lyden af Danmark, hvor forskere med hjælp fra befolkningen er i gang med at kortlægge natur- og menneskeskabte lyde i det danske landskab. Læs mere om forskningsprojektet her: www.lyden-af.dk