Hvis vægge kunne tale: Videns-middag om adel og enevælde set gennem riddersalens gobeliner

Hvis vægge kunne tale: Videns-middag om adel og enevælde set gennem riddersalens gobeliner

Dansk Center for Herregårdsforskning inviterer til vidensmiddag på herregården Gammel Estrup. Her serveres en historisk inspireret middag fra omkring år 1700, der tager afsæt i det billedunivers, der udfolder sig på de unikke gobeliner, der pryder Gammel Estrups riddersal.

I Gammel Estrups store riddersal bliver der den 26. april 2024 dækket op til festligt taffel omgivet af de smukt vævede gobeliner, der har hængt i salen siden begyndelsen af 1700-tallet.

Riddersalen og gobelinerne danner rammer for den historisk inspirerede middag, der tager afsæt i gobelinernes mange visuelle udsagn om mad og råvarer omkring år 1700:

Det er bonden, der pløjer marken, det er får og stude i engene, fisk og vildt i søer og skove, og jægeren der er på jagt. Det er drue- og citrusfrugter, pærer, dadler og figener, der alt sammen bruges som afsæt til at skabe en kulinarisk oplevelse, der spiller på alle de historiske tangenter, som kommer til udtryk i gobelinernes rige billedunivers.

300 år gamle motiver fortæller historien
I løbet af aftenens serveringer bliver gobelinernes 300 år gamle motiver udfoldet til at fortælle historien om herregårdene omkring år 1700. Og ikke mindst om de to generationer af Gammel Estrups ejerfamilie, der levede på herregården, mens gobelinerne blev fremstillet og riddersalen indrettet.

Gobeliner var ikke et ukendt fænomen på de danske herregårde, og ofte forestillede de fantasifulde landskabsmotiver. Men gobelinerne på Gammel Estrup har altid været noget særligt.

Her ses alle de herregårde, som slægten Scheel ejede ved fremstillingstidspunktet omkring år 1700. Hermed blev det manifesteret meget klart, at familien var blandt de absolut største og mest magtfulde godsbesiddere i landet.

En reaktion på enevælden?
Med enevældens indførelse i 1660 havde den gamle og veletablerede adel, som ejerfamilien på Gammel Estrup var en del af, fået stækket sin politiske indflydelse. De gamle familier måtte nu navigere i en virkelighed under en magtfuld enevældig konge, hvor de ikke længere kunne tage deres position i samfundets top for givet. Måske gobelinerne her i riddersalen var en måde at vise, at man stadig skulle tages alvorligt.

De enestående vægtæpper, der den dag i dag endnu hænger i Gammel Estrups riddersal, giver os et fascinerende indblik i herregårdenes og adelens verden omkring år 1700.

Forskningsmedarbejder Klaus Højbjerg er aftenens vært, mens kokken Nils Seidelin Petersen står for menuen, der gentænker det tidlige 1700-tals overdådige madkultur i en række moderne retter med inspiration i samtidens yndede råvarer.

Maden serveres af personale i tidstypiske dragter.

Tilmelding og praktisk:

Der er et begrænset antal pladser, og tilmelding er nødvendig senest 18. april 2024. Billet købes via Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseums webshop.

Pris: 550 kr. inkl. mad, vin/saft og foredrag.

Foto: Gammel Estrup Herregård

Kort og godt

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum
fredag 26/4 17:30-20:30

Pris:

550 kr.

Fagområde:

Kultur og Samfund

Hvad:

Andet

Hvem:

Voksne

Hvor:

Midtjylland