
Jørgen Scheels rejse – vidensmiddag om adelens rejser, mad og kunst i 1800-tallet
NB. ARRANGEMENTET ER UDSOLGT.
Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og Dansk Center for Herregårdsforskning inviterer til vidensmiddag. En historisk inspireret menu med et moderne tvist serveres akkompagneret af fortællinger om adlens dannelsesrejser og forbrug omkring år 1800.
I den store Riddersal på Gammel Estrup, der på greve Jørgens Scheels (1768-1825) tid dannede ramme om store tafler, vil bordet være dækket efter alle kunstens regler til aftenens deltagere.
Temaet for arrangementet – dannelsesrejserne og den adelige livsstil omkring år 1800 – gøres nærværende gennem fortællingen om ovennævnte grev Scheels vilde rejser og forbrug. Sideløbende serveres en menu, der i kulinarisk henseende følger hans vej gennem datidens Europa.
Retterne, der vil blive serveret, er inspirerede af konkrete historiske menuer fra perioden, og maden inddrages dermed i den samlede formidling af det forskningsmæssige tema.
Som arrangementet skrider frem, følger deltagerne greven til forjættede rejsemål såsom Karlsbad, Wien, Rom, Napoli og naturligvis Paris, hvor han gjorde bekendtskaber, tilegnede sig viden, fandt inspiration samt erhvervede kunst, porcelæn, bøger, ure, smykker og meget mere.
Rejsens og aftenens højdepunkt er imidlertid Napoli, som på godt og ondt var et slaraffenland og mødested for datidens adel, kunstnere og levemænd.
Aftenens værter er Klaus Højbjerg fra Dansk Center for Herregårdsforskning samt – i køkkenet og med madfortællinger – kokken Nils Seidelin Petersen.
Maden serveres af personale i tidstypiske dragter.
Tilmelding og praktisk:
Pris: 535 kr. inkl. mad, vin/saft og foredrag.
NB. Der har været overvældende stor interesse for arrangementet, og alle pladser er besat.
Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum