Verden om 1.000 og 20 år

Verden om 1.000 og 20 år

Forskningens Døgn præsenterer ‘Verden om 1.000 og 20 år’. En fremtidsrejse, hvor landets førende forskere sætter forskningens forudsigelseskraft på prøve til et gratis live-arrangement på Nørrebro Teater den 23. april.

ARRANGEMENTET ER UDSOLGT, MEN DU KAN SKRIVE DIG OP PÅ VORES VENTELISTE.

Forskningens Døgn fylder 20 år, og vi står på tærsklen til en ny tid. Kan forskning forudsige og give os begreb om nogle af de store forandringer, vi bevæger os i retning mod? Hvordan ændrer kunstig intelligens og klimaforandringer vores samfund? Og hvordan kommer selve menneskelivet og planeten, vi bor på, til at forandre sig over tid?

I løbet af 120 minutter spoler vi tiden, ikke bare 20 år, men 1.020 år frem. Gennem fem tidslige nedslag giver en række af landets førende forskere deres bud på, hvilken kurs vi er ved at sætte for vores fælles fremtid.

Program:
19.00: Dørene åbner

19.30-19.40: VELKOMST
ved vært Simon Stefanski samt uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund

19.40-19.55: ÅR 2025 – FREMTIDEN LIGE NU
med historiker Niels Bjerre-Poulsen

Verden er i krise – en polykrise, hvor et væld af kriser er vævet ind i hinanden, og krise ikke længere er undtagelsen, men reglen. Hvordan kan vi forestille os en vej videre ind i en anden og forhåbentlig bedre fremtid?

19.55-20.10: ÅR 2045 – MASKINEN OM 20 ÅR
med AI-forsker Anders Søgaard og filosof Jens Christian Bjerring

Vi er allerede trådt ind over tærsklen til den tidsalder, hvor kunstig intelligens og maskinlæring påvirker vores sprog, tekster og omgangsformer. Men hvor er vi om 20 år?

AI-forsker Anders Søgaard og filosof Jens-Christian Bjerring tager et spring frem til år 2045, hvor kunstig intelligens er blevet lige så meget hverdag, som internettet er det for os i dag.

20.10-20.25: ÅR 2075 – SAMFUNDET OM 50 ÅR
med politolog Rebecca Adler-Nissen og katastrofeforsker Kristian Cedervall Lauta

Danmark er en bunke nordtysk sand, som hurtigt bliver oversvømmet, når havene stiger. Hvordan håndterer man det, når ens verden svømmer over, og hvor skal man flytte hen?

Politolog Rebecca Adler-Nissen og katastrofeforsker Kristian Cedervall Lauta diskuterer katastrofehåndtering, beredskab, statsløshed og nye politiske grænser i en oversvømmet verden.

20.25-20.45: PAUSE

20.45-21.00: ÅR 2525 – MENNESKET OM 500 ÅR
med antropolog Anders Roepstorff og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen

Mennesket har allerede formået at manipulere sin natur. Men hvordan kommer bioteknologiske nybrud, ny medicin og en markant længere levealder til at påvirke menneskelivet om 500 år?

Psykolog Lene Tanggaard og aldringsforsker Morten Scheibye-Knudsen giver deres bud på, hvordan vi reagerer på vores forandrede fremtid.

21.00-21.15: ÅR 3045 – PLANETEN OM 1.020 ÅR
med geolog Minik Rosing og naturhistoriker Eline Lorenzen

Geologiens, biologiens og civilisationens udvikling foregår over længere tidsstræk end menneskelivet. Hvad kan tidens stærke kræfter nå at gøre ved planeten?

Geolog Minik Rosing og naturhistoriker Eline Lorenzen diskuterer, hvilket aftryk vi har sat på Jorden.

21.15.-21.25: KONCERT
med Emma Sehested Høeg

Tag på en stemningsfuld rejse tilbage til nutiden med sanger Emma Sehested Høeg.

21.30-22.30: DJ I FOYER

Aftenen byder desuden på fremtidsscenarier skrevet af Maren Uthaug.

Arrangementet er gratis. Det er udsolgt, men du kan skrive dig op på vores venteliste. Det gør du via Billetto.

 

 

Kort og godt

Nørrebro Teater, København
onsdag 23/4 19:30-21:30

Fagområde:

Teknologi og Innovation, Krop og Sundhed, Kultur og Samfund, Naturvidenskab

Hvad:

Andet, Foredrag

Hvem:

Voksne, Unge (inkl. ungdomsuddannelser)

Hvor:

Storkøbenhavn