Åbent hus: Kom med ind i forskningens verden på Regionshospitalet Gødstrup

Åbent hus: Kom med ind i forskningens verden på Regionshospitalet Gødstrup

Kan man spise sig til et bedre blodtryk? Hvordan kan kosten bruges i behandling af sygdom? Og hvad hvis smags- og lugtesansen ændrer sig under sygdomsbehandling? Det – og meget mere – kan du blive klogere på, når Regionshospitalet Gødstrup inviterer indenfor i NIDO | Center for Forskning og Uddannelse.

Programmet indledes med tre speed-foredrag, der sætter spot på, hvordan mad og ernæring spiller en vigtig rolle for sundhed og behandling af sygdom.

Bagefter kan du møde forskere ved stande og lære mere om forskning i kvindesygdomme, leversygdomme, tarmkræftkirurgi, blodtryk og nyresygdomme samt ernæring. Du kan stille spørgsmål, prøve og smage selv – og opleve, hvordan ny viden bliver brugt i hverdagen på hospitalet.

Du kan også se, hvordan 3D-print anvendes i klinikken og tage på en guidet virtuel tur i NIDO’s fryserrum, der rummer titusindvis af prøver fra projektdeltagere til forskningsbrug.

Program 

Dagen starter med en kort velkomst og tre speed-foredrag à 3 minutter:

  • Forskning i ernæring: Når mad er en del af behandlingen - Marianne Boll Kristensen 
  • Ernæring og kræft: Når smag og lugt driller - Kirstine Guld Frederiksen
  • Kan man spise sig til et bedre blodtryk? - Kezia McWhan 

Herefter kan du gå på opdagelse ved vores stande, hvor du kan møde forskerne, prøve, smage, lytte og lære; du kan få målt dit blodtryk, få en smagsprøve fra hospitalskøkkenet, se 3D-print i brug, prøve Virtual Reality og høre om ny forskning – forklaret i et sprog, alle kan være med på.

  •  

Alle stande

  • Forskning i kvindesygdomme
    Oplev en simulation af en keglesnitsoperation, og bliv klogere på vores forskning indenfor udredning og behandling af celleforandringer på livmoderhalsen.

  • Forskning i leversygdomme
    Hør om vores forskning i tidlig opsporing af leverkræft, og få indblik i lægens og sygeplejerskens hverdag med behandling af leversygdomme – lige fra ernæringshensyn til hvordan man fjerner overskydende væske i maven hos patienter med skrumpelever.

  • Forskning i forhøjet blodtryk og nyresygdomme
    Få målt dit blodtryk, test din viden om blodtryk og nyresygdomme, og få indsigt i vores forskning på området.

  • Forskning i ernæring
    Nyd en smagsprøve fra hospitalskøkkenet, og lær mere om, hvordan ernæringsforskning bruges i den daglige sammensætning af kost til patienter som led i behandling og forebyggelse.

  • Forskning i tarmkræftkirurgi
    Hvordan kan vi mindske risikoen for, at der går hul på samlingen i tarmen efter en operation? Hør om vores forskning i blodforsyning til tarmen – og prøv at få målt blodgennemstrømningen i din hånd med den laser, vi bruger under operationer.

  • Innovationsværkstedet og forskningsfaciliteter
    Se eksempler på anvendelse af 3D-print i klinikken. Kom på en guidet tur, med virtual reality-briller, i NIDO’s fryserrum, der er fyldt med titusindvis af prøver fra projektdeltagere til brug i forskningsprojekter.

 

Tilmelding og praktiske informationer

Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding.


Foto: Marianne Jensby Bornemann

Kort og godt

NIDO | Center for Forskning og Uddannelse, Regionshospitalet Gødstrup
mandag 20/4 16:00-17:30

Fagområde:

Krop og Sundhed

Hvad:

Foredrag, Åbent hus

Hvem:

Unge (inkl. ungdomsuddannelser), Voksne

Hvor:

Midt- og Vestjylland