Open Lab i UCN Industrial Playground
Savner du at sparke dæk i et lab? Så kom til Open Lab på UCN, for du - og din bedste kollega - er hermed inviteret til fyraftensmøde på Sofiendalsvej!
Husk tilmelding.
Værterne er Forskningscenter for Industriel Digital Transformation (de er også ret så glade for at undersøge nye teknologier).
Fyraftensmødet foregår i vores læringsfabrik (Learning Factory), der giver et klart og godt overblik over processerne i en produktionsvirksomhed. Et overblik, der fremhæver, hvor der opstår flaskehalse – og hvor og hvordan man kan optimere processer til gavn for virksomheden.
Glæd dig til en ”sparke dæk”-oplevelse, hvor du hører, hvilke teknologier forskerne arbejder med i vores lab. Og glæd dig til at få inputs til, hvordan jeres virksomhed kan komme (endnu) længere i dens digitale transformation.
Vi tager hellere end gerne en snak om de barrierer, der kan være inden for for eksempel kompetenceopbygning og teknologi, når man vil integrere ny teknologi i en virksomhed. Og så vil vi rigtig gerne høre om de reelle behov, som I efterspørger i jeres virksomhed.
Tilmelding og praktiske informationer
Det er gratis at deltage, men kræver forudgående tilmelding senest den 21. april på LTN@ucn.dk. Vi kvitterer med en invitation, som du accepterer - og så er du tilmeldt. Tilmeldingen foregår efter først-til-mølle-princippet. Arrangementet finder sted i UCN Industrial Playground (Bygning 5).
Foto: Louise Theilmann Nielsen v/Professionshøjskolen UCN