
Mytedræber: Er lillehjernen bare en reptilhjerne? Er magiske svampe syretrip eller lægemiddel?
Hvorfor tænker, drømmer, føler og udvikler vi os, som vi gør?
Det er et mysterium for de fleste af os. Heldigvis tager en række forskere opgaven på sig som hjernedetektiver. To af dem er hjerneforskerne Lau Møller Andersen og Gitte Moos Knudsen.
På skift tager de ordet med to vidt forskellige temaer: hjernen på svampe og myten om lillehjernens betydning.
Læge og professor i neurologi Gitte Moos Knudsen sætter konkret skarpt på 'magiske' svampes påvirkning på hjernen – er de blot til fascinerende ud-af-kroppen-oplevelser, eller kan de være et undervurderet lægemiddel?
De seneste år har forskere som Gitte Moos Knudsen nemlig fået øjnene op for, at svampearter med psykedeliske stoffer også kan bane vej for et sundt sind. Hun udforsker nu, hvordan svampene i medicinsk sammenhæng kan gå fra syretrip til effektiv behandling af hjernesygdomme og psykiatriske lidelser som depression og angst.
Lektor i kognitionsvidenskab Lau Møller Andersen går to skridt tilbage for at gå i kødet på de sejlivede myter om lillehjernen - en ofte undervurderet og misforstået del af hjernen. Den er tidligere blevet kaldt 'det motoriske kontrolcenter i vores hjerne', men den er langt mere end det. Det viser nye teknologiske muligheder for at udforske hjernens aktivitet.
Dét er Lau Møller Andersen ekspert i. Han deler, hvordan lillehjernen trods dens tilsyneladende beskedne størrelse, har stor indflydelse på alt fra indlæring og hukommelse til at bearbejde følelser og belønningsresponser. Vi vender altså tilbage til, hvordan vi forstår og udvikler os i verden – og dermed også muligheden for at undersøge forstyrrelser som Parkinsons sygdom.
Tilmelding og praktisk
Tilmeld dig her og lyt med, når de to hjerneforskere sætter rammen og stiller hinanden nysgerrige spørgsmål. Der er selvfølgelig også mulighed for selv at stille spørgsmål.
Foto: Eva Kristin Almqvist/Shutterstock