COVID-19-vejledning til arrangører under Forskningens Døgn 2021

COVID-19 er en faktor, vi nok desværre skal forholde os til også i 2021. Derfor har vi samlet nogle gode råd, der kan hjælpe jer med at planlægge en event, der kan afvikles sundhedsmæssigt forsvarligt, og som kan være fleksibel i forhold til den corona-situation, der måtte være i april 2021.

Alle arrangementer under Forskningens Døgn skal overholde de retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen angiver. Derfor er det vigtigt løbende at følge med i informationer fra styrelsen. Rådene her tager afsæt i Sundhedsstyrelsens vejledninger per september 2020.

Anbefalinger og gode råd

  • Antal deltagere: Planlæg jeres arrangement, så det kan skaleres op eller ned i forhold til antal deltagere. Del større begivenheder med f.eks. flere oplæg op i afgrænsede blokke. Lad evt. publikum tilmelde sig hver blok, så I ved, hvor mange der deltager.
  • Afstand: Sørg for markerede zoner, hvor det kan sikres, at der kan holdes 1 eller 2 meters afstand afhængig af situation. Tænk også i at ensrette gå-retningen, at markere hver anden stol, man må sidde på, at markere det område, hvor man må opholde sig, at lægge tæpper på græsset osv.
  • Lokation: Sundhedsstyrelsen anbefaler, at arrangementer afholdes udendørs for at begrænse kontakt- og dråbesmitte. Så tænk i, om det kan lade sig gøre for jer - alternativt, om jeres arrangement kan flyttes udendørs, hvis COVID-19-situationen kræver det.
  • Digitalisering: Overvej, om hele eller dele af arrangementet kan foregå digitalt. F.eks. gennem livestreaming.
  • Hygiejne: Sørg for, at der er mulighed for at opretholde god håndhygiejne under arrangementet. Overvej at opfordre deltagere til selv at medbringe håndsprit og sørg for, at der er tilgængelig håndsprit under arrangementet. Marker evt. kritiske punkter, hvor mange deltagere berører de samme overflader. Deler I flyers eller andet materiale ud, bør der være særligt fokus på håndhygiejne samt at holde afstand.
  • Frivillige med særlige roller: Overvej at gøre brug af frivillige, der har særligt fokus på, at deltagere holder afstand, hygiejne- og hosteetikette osv.
  • Risikogrupper: Vær opmærksom på, hvilke aldersgrupper der er målgruppe for arrangementet. Gør evt. opmærksom på, at der er en risiko ved at deltage for personer i højrisiko-gruppen.
  • Alle med symptomer bør blive hjemme: Som arrangør kan I, allerede når I annoncerer arrangementet på sociale medier m.v., med fordel gøre tydeligt opmærksom på Sundhedsstyrelsens generelle opfordring om ikke at deltage ved sygdom eller symptomer. Gerne på flere sprog.
  • Husk også jeres frivillige, oplægsholdere osv.: Sørg også her for afstand, at rengøre udstyr som mikrofoner osv., at folk ikke deler vandflasker, udstyr osv. 

Følg COVID-19-situationen og Sundhedsstyrelsens retningslinjer på:

Sundhedsstyrelsens hjemmeside 

Sundhedsstyrelsens råd til arrangører (PDF)

På Sundhedsstyrelsens hjemmeside kan I også downloade plakater osv. om COVID-19.

 

Sekretariatet for Forskningens Døgn

2. september 2020