Verdenshistorien i dansk - en rejse gennem vores sprog
Det danske sprog er formet af de mennesker, der har talt det igennem tusindvis af år - en historie, der især er skrevet i låneord. Kom til foredrag og bliv taget med fra nutiden til sprogets dybeste rødder.
Vi kender alle den arabiske ‘shawarma’ og engelsk ‘stress’. I middelalderen lånte man ‘handel’ fra nedertysk, i jernalderen ‘jern’ fra keltisk, og i bronzealderen blev ‘mær’ (altså i betydningen hest!) lånt fra et iransk steppesprog.
Sammen med fælles arveord som ‘mor’, ‘far’, ‘søster’, ‘ko’ og ‘hjul’ er det danske sprogs historie vævet tæt sammen med danskernes kulturhistorie og strækker sig mere end 6.000 år tilbage.
Forskningsfuldmægtig og ph.d. Rasmus Bjørn vil denne aften dele gavmildt ud af sin specialviden om et emne, der er lige på tungen hos os alle, og alligevel ikke bemærkes, fordi vores sprog er noget, vi normalt ikke tænker over.
Men sammen med arkæologer og genetikere lægger sproghistorikere lige nu brikkerne til historien om, hvordan dansk og alle verdens andre sprog er blevet til i kulturmøder, folkevandringer og konstante tilpasninger.
Så lyt med, når vi rejser gennem verdenshistorien på ryggen af det danske sprog, som vi bruger hver eneste dag.
Tilmelding og praktiske informationer
Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Du kan reservere billetter via dette link.
Grafik: Rasmus Bjørn