Når konflikter hører sammen med skolen – et andet perspektiv på problemadfærd i skolen
Min forskning viser, at børns konflikter og måder at opføre sig på i skolen, som voksne opfatter som problematiske, ofte hænger sammen med krav og forventninger, som skolen stiller, og børnenes eget og fælles arbejde med at leve op til dem.
Det viser sig også, at mange konflikter udspringer af gamle og historiske diskussioner om selve folkeskolen: Hvordan den skal indrettes, og hvem der skal have plads i den.
I oplægget relaterer jeg resultaterne til nutidige politiske debatter om læreres magtanvendelse og curling-forældre og giver et perspektiv, der nuancerer til tider ensidige forklaringer på børns problemadfærd i skolen.
Bag disse resultater er en ph.d.-afhandling, hvor jeg fulgte en folkeskoleklasse i hverdagen fra 3. til 4. klasse. Børnene har selv været aktive deltagere i forskningen og fortæller, hvad der var på spil i konflikterne, og hvorfor de handlede, som de gjorde. Deres perspektiver er en central del af analysen og giver indsigt i, hvordan konflikterne opstår og udvikler sig.
(Foto: Shutterstock)