Bestil en Forsker

Bestil en Forsker

Bestil en Forsker giver en unik mulighed for at skabe kontakt mellem forskere og resten af samfundet under Forskningens Døgn. Vil I blive klogere på rummet, klimaforandringer, religion eller alt muligt andet, så bestil en forsker til et foredrag under Forskningens Døgn. Alle - også privatpersoner - kan bestille en forsker til et foredrag. Foredragene er gratis.

Tak for jeres bestillinger af foredrag. Der er nu lukket for nye bestillinger. 

 

Tre betingelser for at få et gratis foredrag

For at bestille et foredrag skal du opfylde følgende betingelser:

  • Du skal kunne samle et publikum på mindst 20 personer.
  • Du skal kunne stille passende rammer til rådighed for både forsker og publikum (en stor stue kan være nok). 
  • Foredraget er gratis, men du skal kunne dække eventuelle transportomkostninger for forskeren, hvis forskeren ikke er tilknyttet et universitet eller en professionshøjskole.

Bliver kravene ikke opfyldt, og bliver sekretariatet gjort opmærksom på det, vil rekvirenten modtage en advarsel. To advarsler er lig med ekskludering fra ordningen.

Du kan maksimalt bestille to foredrag. Hvis du ønsker at bestille mere end to foredrag, skal du kontakte sekretariatet på bestilenforsker@bestilenforsker.dk. I mailen bedes du sandsynliggøre, at du kan samle publikum til mere end to foredrag. 

Når du har modtaget en mail, der bekræfter din booking, er det dit eget ansvar at aftale de videre detaljer for foredraget med forskeren. 

Sådan bestiller du 

Når vi åbner foredragskataloget her på forsk.dk, vælger du et foredrag og klikker ind på det ledige tidspunkt, du ønsker. Du skal ikke være oprettet som arrangør for at bestille et foredrag. 

Du kan se årets foredrag fra den 13. februar. Fra den 20. februar 2023 til og med mandag den 27. marts, kl. 12., kan du bestille.

Afvisning af bestilling

Hvis din bestilling afvises, skyldes det, at nogle forskere udbyder deres foredrag i flere landsdele, og at der kan være tidsmæssige og geografiske udfordringer for forskeren i at nå fra det ene foredrag til det næste. I disse tilfælde tildeles foredraget efter først til mølle-princippet. Hvis din bestilling afvises, vil sekretariatet komme med forslag til lignende foredrag, som du kan bestille.