Hvorfor arbejder Forskningens Døgn med science-pædagogik?

Forskningens Døgn har udviklet børnehaveprogrammer - bl.a. "En Verden af Vand" og "Hjerneekspeditionen" - der har til formål at lære børn at tænke som forskere og give børn i daginstitutioner indsigt i naturvidenskabelig forskning og forskningens metoder. Programmerne understøtter læreplanstemaer og tager udgangspunkt i børnenes egen hverdag på en kreativ og lærerig måde.

Programmerne har en ambition om at bidrage til arbejdet med science i hverdagen i daginstitutionen. Denne målsætning taler også ind i en problemstilling om manglende STEM- kompetencer i erhvervslivet i Danmark, som DEA har udgivet en rapport om. Heri påpeges det, at interessen for STEM-fagene mistes i løbet af skolen på mellem- og udskolingstrin, men der peges også på, at for at kunne vække og fastholde en interesse for fagene skal der sættes ind langt tidligere. Forskningens Døgns børnehaveprogrammer er i tråd med rapportens anbefalinger om at skabe initiativer, som kan stimulere interessen for STEM-fagene hos både børn og forældre i førskole og indskolingsalderen. Derfor er børnehaveprogrammerne særligt relevante til at kunne grundlægge og fastholde en interesse for naturvidenskab, som kan få betydning for børnene og samfundet senere hen.

Science-didaktik

Forskningens Døgn ønsker at tage højde for den virkelighed, som programmerne skal indgå i ude i daginstitutionerne, hvor der arbejdes med de styrkede læreplanstemaer. Derfor indeholder børnehaveprogrammerne også en kompetenceudviklende del om science-didaktik til pædagogerne.

Programmernes indhold understøtter primært det læreplanstema "natur, udeliv og science", men spiller også ind i andre temaer. Læreplanstemaet "natur, udeliv og science" rummer emner og aktiviteter, som ikke tidligere har været en del af læreplanstemaerne, men som børnehaveprogrammerne kan gå ind og understøtte.

DEA's rapport nævner, at didaktikken om science er særlig vigtig, da børnene i grundskolen kan opleve, at forældrene kan have svært ved at tale om emner og interesser inden for STEM-området. Indholdet i børnehaveprogrammet åbner op for information og debat om science-tilgangen og kan dermed være en hjælp til, hvordan der kan arbejdes med og tales om dette tema i daginstitutionerne.

Aktiviteter i "En Verden af Vand" og "Hjerneekspeditionen" 

Det science-pædagogiske materiale "En Verden af Vand" består af en samtaledug og en bog. Bogen indeholder konkrete forslag til ti legende og sanselige vandundersøgelser. Samtaledugen er en voksdug med farverige illustrationer af et vandlandskab, der kan inddrages i de fælles vandundersøgelser. Samtaledugen kan også bruges i den daglige dialog omkring bordet, i legen på gulvet og på legepladsen.

"Hjerneekspeditionen" består af en formidlingskuffert, som indeholder en fortællebog, som guider børn og voksne gennem forskellige aktiviteter, der alle tager udgangspunkt i et naturvidenskabeligt tema. Alle rekvisitter til aktiviteterne findes i kufferten. Derudover er der en film henvendt til pædagogerne med tre gode råd til at arbejde med science i daginstitutionen. Videoen er på et USB-stik i kufferten.

En science-tilgang til hverdagen

Indholdet i materialerne giver mulighed for at præsentere børnene for science-fænomener og give science-opgaver til dem. Science-tilgangen er vigtig for at kunne at fastholde nysgerrigheden omkring naturens lovmæssigheder og gennem undersøgelser opnå en forståelse for dem. Materialernes indhold skal bidrage til, hvordan man kan følge børnenes undren og spørgsmål omkring science og sammen med børnene undersøge forskellige fænomener. Materialerne giver dermed et værktøj til, hvordan der kan arbejdes med science i hverdagssituationer, med udgangspunkt i børnenes nysgerrighed. De giver mulighed for en faglig rejse sammen med børnene og for at opleve, at børnene bliver mere opsøgende og undersøgende. På den måde bliver der bliver skabt grobund for en tankegang om, hvordan det er, man undersøger og skaber inden for naturvidenskaben.

Læs mere om science-pædagogik